/BOSÆTNING PÅ MORS

BOSÆTNING PÅ MORS

Karrieredagene giver ny viden og bosætning på Mors  –

 

Line er flyttet til Mors med sin mand. Et sundhedsprojekt er blevet mere dybdegående og et undervisningsforløb er blevet gentænkt. Det er nogle af de resultater, virksomheder og Morsø Kommune har fået ud af, at have unge universitetsstuderende i praktik.

De unge har fået øjnene op for Mors gennem Karrieremessen, som virksomheder på Mors, Morsø Kommune og Morsø Erhvervsråd samarbejder omkring – og det har haft en spændende effekt på øen. Der er nemlig flere og flere eksempler på, at unge ser nye muligheder og får indblik i virksomhederne i området. Og til gengæld får virksomhederne friske øjne på deres arbejde og ny viden ind i virksomheden.

Markedsføringsplan førte til Mors
På Museum Mors er 27-årige Line Lank Andersen, der læser til natur- og kulturformidler på UCN Business i Hjørring, i 20 ugers praktik. Hun så museets praktikopslag på Karrieredagene og var sikker på, at det var noget for hende. I praktikken har hun udarbejdet en ny markedsføringsplan til museet.

Det har hun gjort ud fra en lang række analyser og undersøgelser, hvilket museet har haft svært ved at nå før. Hendes praktikperiode slutter i december, men hun er netop flyttet til Mors.

– Jeg har altid drømt om at flytte tilbage og praktikken var med til at gøre mig sikker på, at jeg nok skulle finde mig et job her, når jeg er færdig til sommer, fortæller hun.

Line Lank Andersen har købt hus sammen med sin mand, som hun har hevet med til øen.

– Han kommer fra Aalborg, men er et naturmenneske som jeg, så det passer rigtig fint, siger hun og forklarer, at han har skiftet afdeling, der hvor han er ansat og nu får base i Thisted.

Frække spørgsmål og friske øjne
Hos Morsø Kommune, har udviklingskonsulent Charlotte Vester haft fire studerende fra ”Klinisk videnskab og teknologi” på Aalborg Universitet tilknyttet udviklingsprojektet ”Nye veje – digitalisering i sundhedsvæsnet”. Her skulle de blandt andet evaluere et projekt, der handler om, hvordan patienterne kan få lægekonsultation via video – og hvilke barrierer der er for det.

Charlotte Vester fra Morsø Kommune siger:

– Vi møder de studerende på Karrieremessen og de passer lige ind. De har formået at turde stille en række frække spørgsmål til os – alt det vi andre tager for givet. De arbejder også videnskabelig systematisk og det giver tyngde. Så deres friske øjne og arbejdsmetode har gjort, at det er blevet mere omfangsrigt og dybdegående, end hvis vi selv skulle have gjort det.

Praktiker får akademikerhjælp
Camilla Christensen var en af de heldige studerende på Århus Universitet i Herning, der i forbindelse med Karrieredagene vandt en tur til Mors.

Kunderådgiver Thy-Mors Energi, Pia Østergaard og Camilla Christensen.

På turen besøgte hun Thy-Mors Energi, der fortalte om deres skoleundervisning for 5. klasser – og at det skal gentænkes. Bagefter sendte hun en uopfordret ansøgning til Thy-Mors Energi og Pia Østergaard, der står for skoleundervisningen, har nu haft Camilla i praktik siden september.

– Camilla læser forretningsudvikling og hendes profil lød spændende. Hun har hjulpet mig med at skrue et nyt undervisningsforløb sammen, hvor vi fremover skal have eleverne op på testcenteret i Østerild og så skal vi ud i klasserne bagefter. Vi har sparret en hel masse og for mig som praktiker og hands-on person, har det været rigtig inspirerende og godt at have en akademiker med andre øjne ind over, fortæller Pia Østergaard, der er kunderådgiver og underviser i Thy-Mors Energi.

Hos Morsø Erhvervsråd og Morsø Kommune, der henholdsvis arrangerer og finansierer deltagelsen på Karrieredagene, er man meget tilfreds med, at indsatsen ser ud til at virke præcist som man havde håbet.

– Derfor vil vi også næste år deltage i Karrieremessen og bruge ressourcer på at trække kloge og kvikke unge hoveder til Mors. Det kan både løfte virksomhederne, projekterne og forhåbentlig i sidste ende bosætningen, siger Mette Poulsen fra Morsø Erhvervsråd.

Karrieredagene er Danmarks største job- og karrieremesse for højtuddannede. Det er en rejsende messe, som holdes i henholdsvis København, Århus, Odense og Aalborg. Hvert år deltager forskellige virksomheder på Mors sammen med erhvervsrådet og kommunen.

Morsø Kommunes Beskæftigelses- og Erhvervsudvalg har været med til at finansiere deltagelsen på messen med leje af stand og konkurrence mm.

Næste gang der afholdes Karrieremesse er 3. marts 2020 i Aalborg.