/EM I WINDSURF

EM I WINDSURF

EM i Windsurf Wave Performance tager form i Klitmøller  –

 

Godt seks uger før starten på 2019 IFCA Wave European Championships, der afvikles den 17.-23. september i Klitmøller i Thy, er forberedelserne i fuld gang.
– Cold Hawaii har før og med stor succes, været vært for internationale surfstævner og vi lægger os da også i selen for at levere en førsteklasses oplevelse for deltagerne fra hele Europa. Men det er også vigtigt, at samarbejdspartnere og publikum får en god oplevelse, fortæller Katrine Kock Frandsen der har ansvaret for afviklingen af EM.
Det høje niveau understreges af, at det bliver nogle af verdens bedste dommere, der skal finde vinderne i de fire grupper.
– Det er dommere med erfaring fra nogle af verdens største surfkonkurrencer blandt andre PWA, som tidligere har gæstet Cold Hawaii flere gange, og den europæiske windsurf tour EFTP, fortæller Katrine Kock Frandsen.
Hele kysten er i spil
Hun påpeger, at alle sejladser nødvendigvis ikke gennemføres udelukkende i Klitmøller.
– Vi kigger på både Agger og Hanstholm, men det er klart, at det giver nogle logistiske udfordringer at flytte en konkurrence til fx. Agger. Men igen er det vinden, der er afgørende, slår Katrine Kock Frandsen fast.
Hun forventer dog, at Klitmøller bliver omdrejningspunktet for EM.
– Her har man faciliteterne i forvejen med Hummerhuset og området omkring, fortæller Katrine Kock Frandsen.
Vinderen findes på sidstedagen
Det eneste der sådan rigtigt ligger fast er, at vinderen kåres på sidstedagen den 23. september.
– Det hele peger i retning af rigtigt mange deltagere fra hele Europa, og det betyder, at vi får brug af al den vind, vi overhovedet kan opdrive, og alle de timer, vi overhovedet kan konkurrere på vandet. Men skulle konkurrencerne være færdige en enkelt dag før, laver vi en række uofficielle konkurrencer, der traditionelt er et hit blandt tilskuerne i udlandet, fortæller Katrine Kock Frandsen.
IFCA Wave European Championships er en del af Cold Hawaii Games, der byder på en lang række sportsaktiviteter i hele Thy den 17.-23. september 2019, og som gennemføres af Friends of Cold Hawaii i samarbejde med Thisted Kommune, Sparekassen Thy og en række lokale sponsorer.
Yderligere informationer:
Katrine Kock Frandsen, Projektleder, tlf. 2128 3108
Fotos:
Tobias Bjørnaa fra Klitmøller kan vinde Junior-EM på hjemmebane. Foto : Brian Engblad.