/FISKEOLIE ER GODT

FISKEOLIE ER GODT

Fiskeolie er godt nyt for mænds sædkvalitet

 

Sædkvaliteten hos de danske mænd har det skidt. Hos fire ud af ti er den så dårlig, at det i større eller mindre grad påvirker deres chance for at blive fædre.

Men måske fiskeolie kan være en hjælp, viser et nyt studie fra Rigshospitalets afdeling for vækst og reproduktion.

Her konkluderer forskere på baggrund af sædprøver fra unge mænd, at kosttilskuddet øger antallet af sædceller og giver større testikler. Ifølge lederen af studiet, professor på Rigshospitalet og Syddansk Universitet Tina Kold, er det sandsynligvis de flerumættede fedtsyrer i fiskeolien, der gavner.

– De er med til at øge testiklernes kapacitet og er vigtige for cellemembranen på sædcellerne. De fede fedtsyrer medvirker til, at sædcellerne kan udvikle sig, siger hun.

Resultatet bygger på analyser af sædprøver fra 1679 mænd, der har været på session i København i årene fra 2012 til 2017 og sagt ja til – mod et mindre beløb – at aflevere en sædprøve.

I prøverne hos de 98, der i et spørgeskema oplyste, at de havde taget fiskeolie, fandt forskerne et større antal sædceller.

Bedst så det ud hos de af mændene, der havde taget fiskeolien regelmæssigt de seneste tre måneder.

/Ritzau/

Artiklen er fra Limfjord Update

TAGS: