/KURT TAKKER AF

KURT TAKKER AF

Vellykket generationsskifte i Morsø Tømrer- og Snedkerforretning   –

 

Morsø Tømrer- og Snedkerforretning, der i daglig tale nok mest er kendt som MTS, ændrer i ejerkredsen og tager nu sidste skridt i det igangværende generationsskifte.

Max Bransholm Mikkelsen, der har været ansat i firmaet siden 2010, trådte ind i ejerkredsen sammen med Kurt Justesen i 2016. Tiden er nu moden til at Max Bransholm Mikkelsen overtager hele virksomheden, oplyser virksomheden i en pressemeddelelse.

– Der er tale om et planlagt og vellykket generationsskifte, og derfor bliver der ikke de store ændringer i firmaets værdigrundlag og drift. Værdigrundlaget, og især den service og kvalitet der er i MTS, forbliver ifølge Max Bransholm Mikkelsen som fundamentet for virksomheden.

– Jeg er glad for, at Max er klar til at overtage. MTS står for kvalitet, god styrring af byggeprocessen, overholdelse af deadlines og god kommunikation med vores trofaste kunder og samarbejdspartnere. Det står Max inde for. Samtidig er det meget vigtig for mig, at det er en tømrermester, der er god til at tage vare på alle vores dygtige medarbejdere, som fik overbragt nyheden til et personalemøde tirsdag morgen, fortæller Kurt Justesen.

MTS har siden 1974 været et familieejet tømrer- og snedkerfirma, og tømrermester Kurt Justesen – der er 2. generation – har ejet og drevet virksomheden de sidste 32 år:

– Den familieånd der hersker i MTS vil jeg bibeholde. Vores medarbejdere er vanvittig vigtige, så deres trivsel skal prioriteres. Og så er der ingen tvivl om, at MTS fortsat skal være lig med kvalitet til tiden – både her og i vores afdeling i Århus, fortæller Max Bransholm Mikkelsen.

Kurt Justesen vil frem til den 30. juni stadig være at finde i MTS. Generationsskiftet markeres ved en uformel reception onsdag den 19. juni 2019 på firmaets adresse.