/MILLION OVERSKUD I JESPERHUS

MILLION OVERSKUD I JESPERHUS

Million overskud i Jesperhus sikrer yderligere investeringer

Jesperhus formåede at lave et overskud på 8,3 millioner kroner efter skat i det seneste regnskabsår. Resultatet skal holdes op imod et overskud på 3,9 millioner kroner efter skat i 2018.

– Det er et tilfredsstillende resultat, der giver os mulighed for at fortsætte med at investere i Jesperhus og dermed arbejdspladser og udvikling på Mors. Den udvikling håber vi selvfølgelig fortsætter, fortæller adm. direktør Jesper Overgaard i en pressemeddelelse.

Jesperhus har de seneste år investeret over 20 millioner kroner i nye tiltag, herunder badelandet og Abelandet. Men investeringerne slutter ikke her. I år investeres der nemlig 13 millioner kroner i en række nye feriehytter og -huse.

En af dette års investeringer bliver en ny legeplads foran det populære Zik & Zak’s Abeland. Visualisering: Jesperhus

Derudover er der bl.a. planlagt en ny stor legeplads, en virtual reality lounge samt forbedrede parkeringsforhold og en modernisering af hovedindgangen til feriecenteret. Investeringerne skal være med til at tage markedsandele i et stærkt konkurrencepræget marked, oplyser Jesperhus.

Jesperhus havde sidste år 300.000 overnatninger i feriecentret, hvilket er en stigning på 11% i forhold til året før og 234.000 besøgende i blomsterparken, hvilket er 5% flere end året før. Den samlede omsætning steg med 16% sidste år i forhold til året før.