/MORSØ GYMNASIUM

MORSØ GYMNASIUM

Nyt sportstilbud på Morsø Gymnasium

 

Efter sommerferien vil dørene på Morsø Gymnasium åbne op for et helt nyt tilbud – SportX.

– Vi har faciliteterne og kompetencerne til at give de unge muligheden for at tage en ungdomsuddannelse, hvor de samtidigt kan dyrke en masse sport, så hvorfor ikke udnytte dem, siger rektor Kurt Sonne Thomsen.

Med det nye tiltag får eleverne meget mere idrætsundervisning på skemaet, og de afslutter deres ungdomsuddannelse med idræt på B-niveau.

SportX er tiltænkt de unge, der dyrker sport i deres fritid og gerne vil have idræt til at være en central del af deres ungdomsuddannelse. Tilbuddet er både til elever, der dyrker sport på et højt niveau, og til dem, der bare godt kan lide at dyrke idræt i deres fritid.

– Vi kan se, det styrker de unge at være en del af et interesse fællesskab. Vi har andre spændende tilbud som musik og dramatik, og nu går vi efter at give de sportsinteresserede unge muligheden for samme fællesskab, siger idrætslærer Jesper Kjær Nannerup

Den ekstra undervisning kommer blandt andet til at bestå af en række mindre ekskursioner, hvor eleverne kommer til at prøve kræfter med f.eks. klatring, surfing og mountainbike. Der vil være mulighed for at deltage i skolens årlige skitur allerede fra 1.g, og der tilbydes ture til forskellige sportsevents.

Der vil desuden blive arbejdet med test af fysisk kapacitet, og der vil være råd og vejledning, så eleverne har de bedste forudsætninger for at udvikle sig inden for deres egen sport.

Tilbuddet gælder allerede for de elever, der begynder efter sommerferien.

Du kan læse mere om det nye tilbud HER.

Foto: Morsø Gymnasium

Artiklen er fra Limfjord update