/NY CHEF
Job på mors

NY CHEF

Ny chef for Børn og Familier i Morsø Kommune  –

 

Ud af et stærkt ansøgerfelt på 19 ansøgere har et enigt ansættelsesudvalg valgt Anne Trine Larsen, som ny centerchef for Børn og Familier i Morsø Kommune pr. 1. august 2019.

Anne Trine Larsen kommer fra en stilling som leder af familiesektionen i Skive Kommune og har stor erfaring med ledelse i politisk styrede organisationer.

– Jeg er meget begejstret for ansættelsen af Anne Trine Larsen. Hendes store erfaring og relevante indsigt i området gør, at hun hurtigt kan danne sig et overblik og sætte en præcis og klar ledelsesmæssig retning, fortæller Torben Gregersen, som er direktør for Børn og Kultur i Morsø Kommune, og forsætter:

– Vi har i ansættelsesudvalget også lagt stor vægt på de mere personlige egenskaber, og her vil jeg gerne fremhæve, at Anne Trine Larsen er rigtig god til at skabe nye relationer, er meget systematisk og har et helhedsorienteret blik, som gør, at hendes profil er et stærkt match for både medarbejdere, borgere og politikere.

Erfaring fra politisk styrede organisationer
Siden 2017 har Anne Trine Larsen været leder af familiesektionen i Skive Kommune, hvor hun overordnet set havde ansvaret for økonomi, personale og tværgående samarbejder. Økonomisk havde hun ansvaret for 125 millioner kroner. Hun har blandt andet bidraget til udvikling og implementering af nye ledelsesteams, skabt nye mødestrukturer og udvidet det tværfaglige samarbejde under hensyntagen til en sikker og stabil driftsorganisation.

Chef for Børn og Familier i Morsø Kommune pr. 1. august 2019, Anne Trine Larsen.

Fra 2014-2017 har hun været pædagogisk administrativ leder ved VIA Pædagoguddannelsen Holstebro. Her havde hun ansvaret for drift og udvikling af denne. Især er det værd at fremhæve hendes gode resultater med at professionalisere planlægning og opgavefordelingen. Derudover havde hun blandt andet ledelsen af koordinatorer, var medansvarlig for budgettet og involveret i udarbejdelsen af strategier, beslutningsoplæg og sagsfremstillinger.

Ledelsesmæssigt startede hendes karriere som Leder af Center for E-læring i Region Midtjylland fra 2011-2014. Her havde hun ansvaret for implementering af digital kompetenceudvikling til 30.000 brugere og var med til at etablere et regionalt center for digital kompetenceudvikling.

Stærk uddannelsesmæssig baggrund
Hendes faglige baggrund er en ph.d. i velfærdsudvikling baseret på en kandidatgrad i ledelse og filosofi fra Økonomisk Institut, Aarhus Universitet. Fagkombinationen giver hende en særlig evne til at undersøge og lede organisationer med et stærkt blik for de mennesker, der er i og omkring dem.

Derudover har hun bland andet efteruddannet sig i Det personlige lederskab, Kursus for erfarne ledere og kursus i samskabelse:

– Anne Trine Larsen viste til samtalen, at hun rent analytisk er skarp og dygtig til at sætte sig ind i nye områder. Hun evner også at se sammenhænge på tværs i fagligheder og er meget optaget af, at borgerne sættes i centrum, fortæller Torben Gregersen.

Anne Trine Larsen er 55 år og bosat i Holstebro. Hun er født og opvokset på Lolland og Falster, og flyttede til Vestjylland for 4 år siden. Fritiden foregår ofte i naturen, sammen med hendes partner Charlotte, hvor kajak på fjorden og svampeture er yndede interesser.

Artiklen er fra Limfjord update