/OG DE NOMINEREDE ER …

OG DE NOMINEREDE ER …

Se de nominerede til Årets Frivillig og Årets Forening på Mors

 

Frivillige ildsjæle på Mors hædres, når Morsø Kommune holder Frivilligfesten 2020 ”Sammen er vi bedst” i Sparekassen Thy Arena Mors i Nykøbing fredag den 20. marts.

I dag er det blevet offentliggjort hvem der er nomineret til priserne som Årets Frivillig og Årets Forening.

De tre nominerede til Årets Forening 2019 er Bio Mors, Midtmors Sportsforening samt Pinen og Plagen. De tre nominerede til Årets Frivillig 2019 er Dagmar Nygaard, Daisy Vester Jensen og Erik Hansen.

Priserne er en hædring af henholdsvis en enkeltperson og en forening, som har gjort en enestående indsats inden for frivilligområdet i Morsø Kommune.

– Priskomitéen har modtaget en stribe rigtig gode indstillinger til de to priser. De mange indstillinger illustrerer på fornemmeste vis det store og mangfoldige frivillige arbejde, vi har rundt om på Mors, siger borgmester Hans Ejner Bertelsen, borgmester i Morsø Kommune.

Bio Mors

Bio Mors er en forening, der drives af en daglig leder og ca. 90 frivillige, der sammen sikrer, at morsingboerne kan nyde film på det store lærred. Biografens frivillige skaber en varm og hjælpsom atmosfære – nogle arbejder frivilligt for at møde glade mennesker i en ofte travl hverdag, andre ser vagterne i biografen som det vigtigste, de står op til denne dag. Frivilligkorpset tæller også unge og pensionister, som gerne vil hygge og møde andre mennesker. Forskelligheden fungerer godt, og alle lærer af hinanden.

Midtmors Sportsforening

Foreningen er nomineret for Midtmors Parasport, der er en aktivitet for børn med bevægelseshandicap. En gang om måneden mødes ni børn til forskellige fysiske aktiviteter i et unikt fællesskab. Der er smil og latter, når børnene i ens stribede trøjer suser rundt på banen og spiller bold eller benytter sig af motoriske redskaber. Alle får sved på panden og mærker, hvor fedt det er at møde andre børn med lignende udfordringer. Også børnenes forældre har stor glæde af aktiviteterne, der har skabt grobund for nye netværk og gode venskaber.

Pinen og Plagen

Løbeklubben Pinen og Plagen samler og binder Mors sammen – og er for alle. Når klubben laver noget, er det med de tre nøgleord: Socialt, sjovt og seriøst. Klubben engagerer sig i lokalsamfundet gennem mange lokale arrangementer, som f.eks. Bloddonorløb, Klovneløb, Jernviljeløb og Mors 100 Miles. Ved Mors 100 Miles løbet er der mere end 100 frivillige depotfolk fordelt på hele øen. Klubben har formået at etablere sundhedsaktiviteter med en sådan succes, at det vækker genklang langt udover øens grænser.

Dagmar Nygaard (artikelfoto)
Dagmar Nygaard tog for 11 år siden initiativ til Gå i Gang Mors. Det startede med 15 deltagere, i dag er der 150. Deltagerne mødes hver mandag og går ca. fem km, mens de nyder naturen og hinandens selskab. Det sidste nye skud på stammen er – Gå dig glad med Dagmar og Hjerteforeningen. Dagmar er altid sød, venlig, fair, lattermild og imødekommende overfor alle. Dagmar kendes i mange forskellige sammenhænge som frivillig.

Daisy Vester Jensen

Daisy Vester Jensen er bestyrelsesformand i Limfjordens Idrætsforening og sætter en ære i at gøre et godt stykke arbejde i foreningen for psykisk sårbare mennesker. Hun går ind i foreningens projekter med sjæl, omtanke og begejstring. Daisy er en fantastisk ambassadør, der synliggør Limfjordens Idrætsforening udadtil med smil og humør.

Erik Hansen

Erik Hansen har været en stor del af Nykøbing Mors Cricket Club gennem mange år – først som udøver, siden som formand og senest som træner til stor glæde for mange børn og unge. Han spiller også en stor rolle for ungdomsspillernes klubaftner og har desuden styr på foreningens Facebook-profil. En gang om året serverer Erik gule ærter for foreningens voksenmedlemmer og venner af huset.

I løbet af festaftenen uddeles desuden priserne Årets Ungleder, Handicapprisen, Kulturius og Årets Kunstner.

Frivilligfesten melder udsolgt med 500 spisende gæster. Der er udsolgt til spisning, men det er forsat muligt at købe tribunebilletter inkl. kaffe og kage.

Foto: Henny Hansen

Artiklen er fra Limfjord update