/SNUS ER POPULÆRT

SNUS ER POPULÆRT

Snus er nu mere populært end cigaretter blandt gymnasieelever  –

 

Snus vinder frem blandt de danske gymnasieelever og er nu mere populært end cigaretter, og det er især drengene, der tager snus. Det viser en undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed.

11,3 procent af gymnasiedrengene tager dagligt snus, hvilket er en stigning fra 1,9 procent i 2014. Til sammenligning ryger knap ni procent dagligt. For pigerne er andelen, der dagligt tager snus, steget til 1,6 procent fra 0,2 procent i 2014.

Morten Grønbæk, der er direktør for Statens Institut for Folkesundhed, kalder udviklingen “meget bekymrende”.

– Det er meget bekymrende, at vi ser denne stigning i forbruget af snus. Snus er på ingen måde et harmløst produkt. Det indeholder mange kemiske stoffer, der er alvorligt skadelige for helbredet, og som kan give øget risiko for kræft i mundhule, svælg og spiserør og hjerte-kar-sygdomme, siger Morten Grønbæk i en pressemeddelelse.

Han tilføjer, at snus indeholder høje doser af nikotin, hvilket gør det nemt at blive afhængig af og også kan få flere til at ryge.

Snus er ulovligt at sælge i hele EU – undtagen Sverige. Meget snus bliver dog markedsført som tyggetobak, der ikke er omfattet af regler og derfor også sælges i Danmark.

/Ritzau/

TAGS: